Gensidig dialog er en forudsætning for det gode forældresamarbejde. Vi har et fælles ansvar for, at jeres barn udvikles og trives. Det er afgørende for os, at I som forældre har tillid til os og føler jer velkomne i huset. Samtidig forventer vi, at I orienterer os, hvis der sker noget i familien, der kan have betydning for jeres barns trivsel. Vi er altid klar til at tage en ekstra samtale med jer, hvis der er behov for det.
Aula
På Aula deler vi billeder og historier fra hverdagen i Bella, så I kan følge med i, hvad jeres børn laver. Det er også her I registrerer, hvornår jeres barn bliver afleveret og hentet og hvor I indmelder sygdom og ferie. Det er vigtigt, at I husker dette, så vi altid ved, hvor mange børn vi bliver - det gør det nemlig meget nemmere for os at planlægge nogle gode dage for de børn, som er i huset.
SMS
Vi bruger primært Aula til dialog, men hver stue har også en telefon, som du altid kan sende en SMS til. Det kan for eksempel være, hvis det har været en svær aflevering, så sender vi gerne et billede af dit barn, der er kommet godt i gang med dagens aktiviteter.
Se numrene på de enkelte stuer på vores kontakt-side.
Forældresamtaler og forældremøder
Vi inviterer til en statussamtale tre måneder efter opstart, hvor vi vender, hvordan den første tid i vuggestue eller børnehave er gået. Vi har også samtaler ved overgangen fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole, og tilbyder derudover trivselssamtaler ved behov. Vi sprogvurderer desuden barnet, når det er tre og fem år.
Er der noget, du ellers har brug for at vende, er du altid velkommen til at tage fat i en medarbejder og aftale et tidspunkt til dette.
Hvert efterår holder vi forældremøde for hele huset, hvor der også er valg til forældrerådet.
Forældreråd
I Bella har vi et meget aktivt forældreråd, der blandt andet arrangerer forældrehygge, hvor vi mødes om en aktivitet med børnene - som for eksempel juleklip til jul. I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger aktiviteterne og hverdagen her i Børnehuset Bella. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. Valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Forældrerådet holder møder fire til seks gange om året.
Forældrebestyrelse
I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.
Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.
Læs mere om forældreindflydelse på Københavns Kommunes hjemmeside.