I Bella er vores hverdag og fællesskab bygget op omkring musik og drama. Vi arbejder med forskellige former for udtryk. Det kan være ved, at børnene er med til at skrive sange eller digte eller gennem rollelege. Vi har også temakasser, der indeholder remedier til en aktivitet, som børn og personale kan give sig i kast med. Det kan for eksempel være en dyrehospitalskasse eller en fødselsdagskasse.
I Bella er vi meget optaget af leg. Det er igennem leg, at barnet bliver nysgerrig på sin egen læring. Derfor tager vi børnenes lege alvorligt både som en kommunikationsform og som grundlæggende værdi for deres trivsel. Det er det pædagogiske personales ansvar at følge børnene og tage udgangspunkt i børnenes egen leg. Personalet leger med udtryk, fortællinger og forestillinger.
Morgen
Vi åbner klokken 7 og frem til 7.30 serverer vi morgenmad, der typisk består af havregryn, müsli eller brød. Vuggestuen åbner på 2. sal og klokken 8 fordeler vi os ud på stuerne. Børnehaven åbner i stueetagen og på 1. sal. Om morgenen har vi fokus på den gode modtagelse, så børnene får en god start på dagen. Vores medarbejdere har på forhånd stillet aktiviteter klar på stuerne, der indbyder til leg. Det kan for eksempel være at have gjort et bord med papir og tusser klar, eller ved at sætte legetøjet på en anden måde end dagen inden. På den måde bliver børnene mødt af noget andet, men stadig genkendeligt.
Formiddag
Klokken 9 har vi samling og spiser formiddagsmad på stuerne. Vuggestuen synger sange, mens børnehaven gennemgår dagens program. Her har vi stor glæde af at bruge piktogrammer, så det er overskueligt for børnene, hvad de skal i løbet af dagen.
Efter samling fordeler vi os ud i mindre grupper. Her kigger vi på børnenes behov og danner grupperne herefter. Børnehaven har en ugeplan med forskellige aktiviteter, som de følger. Aktiviteter kan være alt fra rollelege og boldlege til at spille musik eller lave noget andet kreativt. Vi arbejder også med sociale relationer, og i børnehaven taler vi for eksempel om, hvad det vil sige at være en god ven.
Vuggestuebørnene tager ofte på tur, og ellers leger vi sanselege, læser bøger, øver tur-tagning og har lege, der styrker fin- og grovmotorikken.
Frokost
Efter formiddagens leg og aktiviteter er det spisetid. Vuggestuen spiser frokost klokken 10.45 og børnehaven klokken 11. Vi spiser i mindre grupper og prioriterer, at børnene har faste pladser. I forbindelse med måltidet arbejder vi meget med selvhjulpenhed. De store børn hjælper med at dække bord, at øse mad op på tallerkenen og sender skålen videre til naboen, mens de mindste lærer at spise med ske og drikke af kop. Derudover har vi et stort fokus på samtalen omkring bordet. Vi taler om, hvad vi spiser, og har også en kurv med samtaleemner, hvor vi kan trække et emne fra.
Efter frokost sover de mindste lur. Vuggestuebørnene sover i barnevogn i vores liggehal, mens de mindste børnehavebørn sover indenfor på madras. Resten af børnene leger udenfor. Nogen leger oppe på vores taglegeplads, men andre tager hen til Ørestad Streethal.
Eftermiddag
Ved 14-tiden kommer nogle af børnehavegrupperne ind og har hvilestund. Her ligger vi og slapper af til noget stille musik, så børnene kan komme ned i gear efter en dag med mange aktiviteter. Herefter spiser vi eftermiddagsmad.
Det er vigtigt for os, at vi tilbyder et læringsmiljø for børnene hele dagen, og derfor er der stadig aktiviteter om eftermiddagen – for eksempel kreative og motoriske lege. For at skabe ro og trygge rammer slår vi først vuggestuegrupperne sammen klokken 16 og børnehavegrupperne klokken 16.30.
Vi lukker huset klokken 17 mandag-torsdag og klokken 16 om fredagen.